På husets traditionsbundne broderi- og skrædderværksted, som har eksisteret i over 50 år, er alt så vidt muligt syet i hånden, med den største omhu, materialebevidsthed og erfaring. Her er præcision og kvalitet vigtigere end tid: vi arbejder med deadlines, men først og fremmest er vores mål at udføre holdbart tekstilhåndværk. Uanset om vi fremstiller nyt eller reparerer kirkernes gamle tekstiler, har vi altid for øje at genbruge mest muligt og sørge for, at den gældende genstand kan repareres igen og igen, med indblik i og respekt for tekstilernes historie. På den måde, forsøger vi altid at forlænge de gamle tekstilers levetid og at skabe nyt inventar som, hvis det håndteres nænsomt og med opmærksomhed, kan holde i mindst 50 år.
Vores håndværkeres solide erfaring bygger på værdier som kærlighed til æstetik, bæredygtighed og kvalitet. Vi fremstiller nye og reparerer gamle messehagler, alterduge, dåbskjoler til private, antependier, stolaer, messekjorter, monterer altertæpper m.m. Kontakt os gerne, hvis du vil vide mere.