Messehagel til Gl. Holte kirke. Rikke Salto er kunstneren bag denne grønne messehagel. Den er broderet med guldbroderi, der er en særlig broderiteknik kun få behersker her i landet.


Gl. Holte Kirke, er en nyere kirke fra 1978. Altret er placeret ude i rummet og altergangen forgår i en cirkel rundt om alterbordet. Dette betyder at præsten ses fra begge sider på samme tid.
Hvor man normalt har hovedudsmykningen på ryggen, var det her nødvendigt, eller en mulighed, at der var udsmykning på begge sider. Og det faktum at alterbordet er støbt i bronze, med nogle spidse elementer der let kan hænge fast i et broderi, stillede krav til valg af stof og placering af broderiet.
Kunstneren, Rikke Salto, valgte en grøn velour med en rustik overflade og alle broderier blev placeret over bordhøjde, så de ikke tager skade af bordets udformning.
Broderiet er guldbroderi, udført i nedlagt syning, med en kruset guldtråd. Broderiet er udført af brodøse Fernanda Toft-Mendonça.