Restaurering af tekstiler

Alle former for reparation og restaurering af kirketekstiler udføres på Selskabets værksted. Er der tale om meget gamle og/eller skrøbelige genstande, der kræver specialviden, rådfører vi os med National-museets konservatorer.

Restaurering af antependium

Det gamle antependium i Jesuskirken, Valby, var hårdt medtaget af ælde og slid. Det blev besluttet at udskifte stoffet med et nyt stykke silkevelour og flytte de gamle guldbroderier, -bånd og -frynser over.


Reparation af slidt messehagel

Den gyldne hagel fra Den danske Sømandskirke i Hamborg var blevet slidt i halsen, men man håbede at redde det fine silkebrokadestof. De slidte steder blev forstærket med indfarvet silkeorganza, syet fast med hårsilke i nedlagt syning. Der blev syet nye tittekanter til at tage sliddet. Den øverste del af foeret blev dækket af et nyt stykke til og hægterne blev genmonteret til sidst.