Nye messehagler til Ribe Domkirke

Den 29. juli indviedes fire nye messehagler i Ribe Domkirke, tegnet af væver Puk Lippmann i anledning af Ribes 1300 års jubilæum.

Messehaglernes motiver tager udgangspunkt i Ribes historie. Den grønne hagel er dekoreret med spirende og blomstrende erantis, inspireret af Brorsons salme ” Her vil ties, her vil bies”.

Stoffet til alle fire hagler har et geometrisk mønster, der stammer fra ornamentikken på bænke, relieffer og kalkmalerier i Ribe Domkirke. Det er dernæst digitalt trykt med de forskellige motiver, hvorefter disse igen er broderet, så der fremkommer en næsten tredimensional virkning.

Den røde hagel viser at: “Den yndigste rose er funden…”

  

Den violette hagel har granatæbler broderet med marieglas, perler og chenillegarn. Det er brodeuse Berthe Bramsen, der har udført disse tre haglers broderier.

Puk Lippmann har genbrugt et guldbroderi fra kirkens gamle hvide messehagel visende Jomfru Maria med barnet og overført dette til den nye hvide hagel, hvorefter Lizzi Damgaard har suppleret med solgisler (kærlighedsstråler) i nyt guldbroderi.

På forsiderne af alle fire hagler ses Dagmarkorset trykt i sort/hvid og broderet med forskellige teknikker, farver og materialer. Her er det en detalje af korset på den hvide hagel. Haglerne er afslutningsvist blevet monteret med silkefoer på Selskabet for Kirkelig Kunsts værksted.

  

Læs også interview med Puk Lippmann og Lizzi Damgaard om Ribe Domkirkes nye hagler i Weekendavisen den 16. juli, 2010.

Skriv en kommentar