Arkiv: 2010

Nye messehagler til Ribe Domkirke

Den 29. juli indviedes fire nye messehagler i Ribe Domkirke, tegnet af væver Puk Lippmann i anledning af Ribes 1300 års jubilæum.

Messehaglernes motiver tager udgangspunkt i Ribes historie. Den grønne hagel er dekoreret med spirende og blomstrende erantis, inspireret af Brorsons salme ” Her vil ties, her vil bies”.

Stoffet til alle fire hagler har et geometrisk mønster, der stammer fra ornamentikken på bænke, relieffer og kalkmalerier i Ribe Domkirke. Det er dernæst digitalt trykt med de forskellige motiver, hvorefter disse igen er broderet, så der fremkommer en næsten tredimensional virkning.

Den røde hagel viser at: “Den yndigste rose er funden…”

  

Den violette hagel har granatæbler broderet med marieglas, perler og chenillegarn. Det er brodeuse Berthe Bramsen, der har udført disse tre haglers broderier.

Puk Lippmann har genbrugt et guldbroderi fra kirkens gamle hvide messehagel visende Jomfru Maria med barnet og overført dette til den nye hvide hagel, hvorefter Lizzi Damgaard har suppleret med solgisler (kærlighedsstråler) i nyt guldbroderi.

På forsiderne af alle fire hagler ses Dagmarkorset trykt i sort/hvid og broderet med forskellige teknikker, farver og materialer. Her er det en detalje af korset på den hvide hagel. Haglerne er afslutningsvist blevet monteret med silkefoer på Selskabet for Kirkelig Kunsts værksted.

  

Læs også interview med Puk Lippmann og Lizzi Damgaard om Ribe Domkirkes nye hagler i Weekendavisen den 16. juli, 2010.

Ny udsmykning i Husumvold Kirke

Glaskunstneren Maria Sparre-Petersen har skabt en ny udsmykning i Husumvold Kirke. I 2008 anbefalede Selskabet menighedsrådet at kontakte Maria med henblik på at fremstille en ny altervase. Processen udviklede sig dog henimod et helt andet projekt – så i dag kan man glæde sig over lysets spil i Regnen skabt af de tusindvis af perler, der hænger ned fra loftet i en korsform.

   

Årsmøde 2010

Dette årsmøde blev afholdt som en udflugt til Lolland-Falster. Efter møde med årsberetning og frokost i Bispegården i Nykøbing fortsatte medlemmerne til Maribo Domkirke, hvor man diskuterede konsulentbesøg i almindelighed og resultatet af rådgivningen i Maribo Domkirke i særdeleshed.

Dagen afsluttedes med et besøg på udstillingen Kirkens hvide tekstiler på Køng Museum.

Fernisering på “Kirkens hvide tekstiler”

Søndag den 14. marts var der en velbesøgt og festlig fernisering på Selskabets udstilling Kirkens hvide tekstiler på Køng Museum ved Vordingborg.

Bemærk! Lizzi Damgaard demonstrerer guldbroderi på udstillingen lørdag den 27. marts kl. 12-16.

Her kan man se glimt af udstillingen på ferniseringsdagen:

Kirkens hvide tekstiler

Søndag den 14. marts åbner Selskabet for Kirkelig Kunst udstillingen “KIRKENS HVIDE TEKSTILER” på Køng Museum ved Vordingborg.

I slutningen af 1700-tallet grundlagde handelsfyrsten Niels Ryberg et af Danmarks tidligste fabriksanlæg til fremstilling af hørtekstiler. I dag er flere bygninger fra perioden bevaret bl.a. den oprindelige administrationsbygning, Gl.Øbjerggaard, som efter en gennemgribende restaurering åbnede som Køng Museum i 1999.

Den permanente udstilling omhandler stedets historie og viser eksempler på de fineste linnedvarer, som er fremstillet her. Fabrikken var fra 1787 til beg. af 1900-tallet kongelig hofleverandør. Se også Køng Museum

Særudstillingen omfatter eksempler på Selskabets alterdugsborter, dåbsservietter og kalklæder foruden vores alba-model og flere dåbskjoler. Tre kunstnere, Vivian Rose, Mette Langebæk og Anne Fabricius Møller, har til lejligheden tegnet skitser til nye alterdugsborter. Tegninger og prøvesyninger af disse vises på udstillingen.

Lørdag den 27. marts vil brodøse Lizzi Damgaard, daglig leder af Selskabet for Kirkelig Kunst, være tilstede og demonstrere guldbroderi.

Der er således flere gode grunde til at lægge vejen forbi Køng – dels museet og landsbyen – dels Selskabets udstilling, der varer til og med søndag den 25. april, 2010. Åbent hver dag kl. 12-16, undtagen mandag

Hvid messehagel til Stenløse Kirke

1. søndag i advent blev en ny hvid festhagel indviet i Stenløse Kirke. Messehaglen er tegnet og vævet af Martin Nannestad og broderiet er udført på Selskabet for Kirkelig Kunsts systue af Lizzi Damgaard.

Her ses sognepræst Inge Bastkær i den nye hagel

En detalje af broderiet: